Viser opslag med etiketten personligt. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten personligt. Vis alle opslag

fredag den 22. september 2017

At være forældre i 2017

Det her indlæg har jeg tænkt længe over. Men efter to forældremøder i den danske folkeskole den sidste uges tid, er jeg nu klar til at udgive det. Det handler om hvordan det er at være forældre i 2017. Det er ikke et ynkeindlæg, men bare tanker og mere fokus på, hvor mange krav og forventninger, der egentlig er til os forældre.
Udover at passe vores jobs skal vi finde tid til hver dag at læse 10 sider med/for vores barn. Her vil det sige dobbelt op pga. to børn. Vi skal også deltage og være sociale i fællesarrangementer som forældrerådet arrangerer. Legeaftaler og diverse fritidsaktiviteter skal også passes. Og så husk lige de sunde og varierede madpakker der skal laves, og der skal du i øvrigt også inddrage børnene i både indkøb og madlavning, så I kan få en god samtale, hvor du inddrager tal, mål, mængder, små regnestykker, udvider barnets ordforråd, øver lydering. Men husk når I handler ind, må det ikke være i ulvetimen, for det er ikke barnets behov og de andre kunder i supermarkedet gider ikke høre på dit tudende, trætte barn. Glem ikke de små sedler i madpakken, for barnet skal jo øve sig i at læse.
Når du så lige har pustet ud, så skal du have lært dit barn at binde snørebånd, for det er ved at være pinligt at barnet med størrelse 35 stadig bruger velcro eller elastiksnørebånd.
Når I er færdige med at øve snørebånd, skal I spille kortspil, brætspil eller terningespil. For I skal jo øve tal, mængder, vente på tur og "det handler om at være med ikke at vinde". Så er det ved at være tid til et aftensbad. Nu hvor barnet er startet i skole, forventes det jo at barnet selv kan klare badning, for det skal han/hun jo selv til idræt og svømning, så der skal øves og guides.
Når du så har puttet dine børn (husk at læse og synge inden putning for dit barn mærker dit nærvær og omsorg), så kan du sætte dig og læse dagens 17 beskeder og påmindelser på intra.
Find selv på flere. Jeg er glad for jeg kun arbejder deltid og ikke først er hjemme til spisetid hver dag, for så vil der da være alt for få timer sammen med mine vågne børn.


onsdag den 6. september 2017

Tilbageblik på sommeren

Så blev det da virkelig efterår. Uden for vinduet står regnen ned. Sommeren er vist definitivt slut for i år om vi vil det eller ej. Derfor et lille tilbageblik på sommerferien her til aften.
I korte træk har vores sommer budt på havefest, Skagen, sommerhus, Cirkus Summarum, København og en masse tøffetid herhjemme.










søndag den 30. april 2017

Weekenden

Vores weekend har stået på børn. Vores skiftedag er fredag (dog kom mine børn hjem torsdags i denne uge). Fredagens rutiner er ret faste dvs. det er mor der henter / far der henter, aftensmad, Disney/filmhygge og slik og derefter lidt iPad tid. Helst ikke flere planer eller gæster. Sådan er det hver anden fredag her i huset. Med vores sammenbragte børn er det yderst vigtigt, der er kendte rutiner, når de kommer hjem. Det tager altid en dags tid at falde til. Derfor er der ofte også mange konflikter den første dag, da alle lige skal finde ud af at omstille sig. 

Nu har vores børn kendt hinanden i over et år, men det er stadig svært. Det bliver det nok ved med. Så selvom billederne ser hyggelige ud, er det virkelig udfordrende at leve i en sammenbragt familie. Men mere om det en anden gang... 

Lørdag havde alle 3 børn venner på besøg. Så pludselig var vi 6 børn og 2 voksne omkring det lille bålfad til pizza, pølser og skumfiduser. Trampolinen blev også brugt flittigt den dag.  

 I morges kørte vi til stranden med morgenmaden. Det var ret kold og blæsende selvom solen var fremme. Vi fik fundet en posefuld fine skaller til vores insekthotel (mere om det i løbet af ugen)



På hjemturen var vi forbi Børnenes Jord og Street Food, hvor vi indtog frokosten med svigerforældrene. 

mandag den 24. april 2017

Hverdag og savn

Hver anden uge bor mine børn hos deres far. Sådan en uge er det i denne her uge. Jeg savner dem hver eneste dag, de ikke er her. Savner at blive vækket af Filuca, der kommer listende ned at trappen for at lægge sig i smørhullet, mens hun hvisker "Er det godmorgen-tid nu mor?". Savner Silas som stadig har brug for mor-krammere efter en lang dag i skolen. Savner at hente to glade børn fra skole. Savner at høre dem fortælle om dagens oplevelser over aftensmaden. Savner at putte med dem. Savner at de bare er her. Men heldigvis giver det også en god rum tid til at lade op, inden de kommer hjem igen om fredagen. Plejer at sige jeg som skilsmissemor får det bedste af begge verden; en uge som 100% forælder og en uge med 100% kærestetosomhed. 
Den ekstra fritid hver anden ugen bruger jeg ofte i køkkenet. Nogle gange på at forberede lidt til fryseren. Nogle gange bliver det pølsehorn til madpakkerne andre gange gryderetter. I dag har jeg lavet en kande suuur juice. Smager fantastisk i et glas iskoldt danskvand. 



lørdag den 8. august 2015

1 uge efter ferie

Første uge efter sommerferien er gået. Jeg er startet i min sidste praktik. Hoooold nu op det var hårdt at komme i gang igen. Men er glad for det.
De her 2 har jeg tilgengæld savnet så meget. Det føles helt skørt at tage på arbejde og være sammen med andres børn i stedet for ens egne. Heldigvis kom de hjem igen i år, så vi har krammet og puttet sammen hele natten.
Men nu drager jeg mod Smukfest og solskin for en dags tid. På mandag venter en stor dag, Silas starter i skole. 




lørdag den 24. januar 2015

Stor pige



Min store pige er sendt helt alene til børnefødselsdag med en pige fra børnehaven. For allerførste gang. Hun var så sej og gik i gang med at lege inden jeg var gået.
For et par uger siden blev Silas skrevet op til skole. Synes altså tiden løber lidt for stærkt lige nu.

Mens Filuca er afsted vil jeg nørkle lidt med hendes fastelavnskostume. Hun har længe været tosset med My Little Pony, så hun skal selvfølgelig være Rainbow Dash (inspireret af Krudtuglensmor).

mandag den 5. januar 2015

Godt nytår



Ja billedet her har ligget klar siden den 2. januar, men har ikke liiige nået at få lavet et indlæg - før nu. Mon 2015 bliver året, hvor der kommer liv i bloggen igen? Det håber jeg.
2015 bliver et spændende, udfordrende år med store forandringer for os. Børnenes far og jeg er gået fra hinanden, så det bliver en stor omvæltning ikke mindst for børnene, som får det at vide om kort tid, når han flytter. Til sommer begynder Silas i skole og samme tid lukker vores fantastiske lille børnehave, og Filuca skal starte i en anden. Oveni det hele begynder jeg i min sidste praktik. Så mange ting skal ske i år.
Jeg håber, der bliver masser af tid og overskud til bloggen i den kommende tid.

Godt nytår!








mandag den 22. september 2014

Filuca næsten 3 år

Ved denne tid for præcis 3 år siden gik jeg rundt her i lejligheden med veer og lige om lidt tog vi afsted til hospitalet. I morgen kl 5.29 kom Filuca til verden for 3 år siden. Læs min fødselsberetning her.



Nu er hun en stor fræk børnehavepige.
Jeg må hellere få pakket de sidste gaver ind og dækket morgenbordet.

tirsdag den 12. august 2014

Vores Sommer

I det blæsende drypvejr vi har i disse dage er det vist tid til at kigge tilbage på sommeren, der næsten er gået. Og sikke en fantastisk en af slagsen, må man sige. Selvom vi ikke har holdt al vores sommerferie endnu, har vi nydt og udnyttet det gode vejr så meget som muligt.
Sommeren hos os bød på Silas' 5 års fødselsdag, strandture, danske jordbær, sommerhus, masser af is, camping, grillaftner, weekend i Skagen og masser af udeleg. 
Vi runder ferien af med en uge til Kreta lige om snart. Så sommeren 2014 kunne ikke blive mere perfekt for os!













 Se lige de her 2. Helt klar til en uge ved strand og pool i høj solskin! 


lørdag den 29. juni 2013

For 4 år siden...

I 2009 på en lun sommermorgen kl 8.44 kom denne skønne dreng til verden og gjorde mig til mor.
Lige om lidt kommer familien og fejrer hans 4-års fødselsdag med boller, kagemand, gaver og hvad der ellers hører til. 



fredag den 15. februar 2013

Stilhed på bloggen

Der er igen lidt stille her på bloggen, men ikke i mit liv i hvert fald.
Sidste fredag blev jeg ringet op og fik at vide, jeg kunne starte på uddannelse på min standby-plads om mandagen. Weekenden blev brugt på at omstille mig på det nye liv og en masse praktiske ting blev gjort klar. Nu er den første uge allerede fløjet forbi. Det er skønt endelig at være i gang. Det er jo snart 1 helt år siden jeg sendte min ansøgning om optagelse. Om 3½ år kan jeg forhåbentlig kalde mig pædagog.

Ikke et indlæg uden billeder, så her et par stykker af de to stjerner.



torsdag den 20. september 2012

Filucas fødsel


Jeg sidder og tænker tilbage på denne tid for 1 år siden. I aften er det nemlig præcis 1 år siden, jeg fik veer og på søndag 1 år siden, Filuca kom til verden.
Jeg har aldrig fortalt jer om fødslen, men her får I den:

Fødselsberetning af Filuca Alba

Det startede allerede tirsdag d. 20/9 (uge 41+4) med de første veer. Set i bakspejlet kan jeg godt se, de slet ikke var kraftige nok til at være vaskeægte veer. Det har nok være plukveer, men hvad ved man som førstegangsfødende (fik jo PKS første gang, så har ikke prøvet at have veer før).

Kl. 23 skriver jeg til mine forældre, som skal passe Silas imens, at det måske bliver i nat.

Kl. 2.30 ringer jeg til fødegangen. Der er nu 7-10 min mellem veerne og de varer ca 30-45 sek. De vil gerne se mig til at tjek, da jeg jo har en kejsersnitar, som vi skal være obs på.

Kl. 3.15 ankommer vi til fødegangen i Randers. Får kørt CTG og bliver undersøgt. Lidt livmoderhals tilbage og 1- 1,5 cm åben, så altså ikke helt i fødsel. Bliver sendt hjem med en cocktail at sove på. Får dog ikke sovet ret meget, men blundet lidt mellem veerne, som stadig er der uregelmæssigt.

Onsdag er der ingen forandring, men jeg kommer igennem hele dagen og aftenen med uregelmæssige veer.
Kl. 20 onsdag aften tager vi igen på FG. Desværre må vi tage hjem med samme melding igen (1,5 cm åben) og en stærkere cocktail.
Natten er røv og nøgler og får slet ikke sovet til trods for den stærke smertedækning.

Torsdag formiddag er veerne næsten væk. Der kommer dog nogle stykker, men nu kun et par i timen, så jeg får sovet lidt ind i mellem.

Ved 18-tiden spiser vi aftensmad ved mine forældre og veerne tager til i styrke.

Kl. 21 er det nu så kraftige, jeg vandrer hele lejligheden rundt og kan ikke falde til ro. Kan ikke engang tage mig sammen til at gå i bad i en ve-pause. Der er 6-10 min mellem veerne, som varer ca 1 minut. Jeg kan huske, jeg forsøger at se et afsnit af "For lækker til love", men ikke engang det kan jeg koncentrere mig om.

Kl. 22 kan jeg ikke holde noget som helst ud længere. Kenneth ringer til FG og siger vi gerne vil komme NU. Vi kører af sted mod Randers og er på FG kl. 22.45. De har lidt travlt, så vi sidder i venteværelset. Veerne har taget til, og det føles som de kommer oveni hinanden. Jeg forsøger at bide dem i mig, da jeg tror dem på fødegangen vil tro jeg er pjattet. Vi er trods alt sendt hjem 2 gange tidligere.

Kl. 00.30 får jeg kørt CTG og bliver undersøgt af jordemoder Lone, som bliver hende jeg også føder med. Nu er jeg endelig i fødsel! Ingen livmoderhals tilbage og 3,5 cm åben. Jeg får lavement. Vi bliver indlagt på fødestue 5. Bliver hele tiden mindet om at trække vejret heeelt ned i maven ved hver eneste ve. Pyha det er svært, når det gør SÅ ondt.

Kl. 1.20 vil Lone gerne undersøge mig igen, da jeg har haft mange tætte veer. Her er jeg 5 cm åben. Vi (mest Lone:-)) snakker smertelindring (men jeg er med på den), og vi kommer frem til at prøve akupunkturnåle i lænden, da veerne strammer godt til deromme. Nålene bliver lagt, men synes ikke der er den store effekt. Lone spørger om vi skal snuppe en epidural og jeg siger ja tak!

Kl. 2 kommer narkoselæge og lægger epiduralen. Sikke en lettelse!! Alle smerter forsvinder fuldstændig. Lone går ud fra stuen og jeg blunder lidt hen. Det samme gør Kenneth.

Kl. 3.30 kommer Lone tilbage og undersøger mig. Er nu 6 cm åben. Bliver en kort stund en anelse skuffet. Men er alligevel ligeglad, for smerterne er jo væk. Falder nu i søvn og har det rigtigt skønt. Kenneth sover også.

Kl. 4.30 vågner jeg og får kaldt Kenneth op og hive i den røde snor. Synes det presser ned ad og vil gerne lige have Lone til at tjekke, om der mon er sket mere. Heldigvis er jeg 9 cm åben, og der er kun en tynd kant tilbage. Får lov at presse lidt med på veerne. Sikke en mærkelig fornemmelse! Har ellers aldrig forstået forskellen på veer og presseveer men det er jo tydeligt nu, hvor man har prøvet dem.

Kl. 5 begynder jeg at presse aktiv og der bliver kaldt en assistent ind til at hjælpe med at holde ben osv.

Kl. 5.29 (uge 42+0) bliver Filuca født. Fatter slet ikke jeg kunne klare det og er rigtig glad for det er overstået. Får meget ros af Lone og assistenten for en virkelig flot fødsel.



Hun vejer 3550 g og er 51 cm lang. Sort hår og en rigtig lækkermås.

4½ time senere er vi hjemme igen. Om eftermiddagen kommer Silas hjem fra dagpleje og pludselig er vi en familie på 4.


Om få dage er hun en stor pige på 1 år, og så er babyen for alvor helt væk...


mandag den 30. januar 2012

Jeg tænder et lys

Okay, jeg glemmer alt brok, jeg lukkede ud i mit tidligere indlæg. For her til aften fik jeg da lige det hele sat i perspektiv. Min gamle skoleveninde, Annie, har mistet livet til kræften. 27 år gammel blev hun.
Annie, hvil i fred. Selv om vi ikke har talt sammen i flere år, berører det mig dybt. Jeg vil mindes vores sjove og hyggelige stunder fra vores barndom/ungdom. Særligt de lange sommeraftener, hvor vi stod på rulleskøjter eller samlede klassekammeraterne til en omgang dåseskjul. Eller når vi lavede telefonfis. Minder er der masser af og de er vigtige <3

lørdag den 24. september 2011

Filuca er kommet til verden

Efter en lang omgang så Filuca dagens lys fredag morgen kl 5.29 uge 42+0 lige inden vi slap for igangsættelsen.
Veerne startede allerede tirsdag aften. Vi nåede at besøge fødegangen 2 gange og blev sendt hjem igen, inden vi 3. gang fik lov at blive, da jeg var 3,5 cm åben. Det var torsdag før midnat. Men bortset fra den lange opstartsfase gik det jo okay hurtigt i sidste ende.
Her er vidunderet.



Hun vejer 3550 gram og er 51 cm lang og helt perfekt!

Silas er ikke så interesseret i hende endnu, men han har også haft en sær uge, da han har været passet en del, så han ikke skulle se mor have ondt. Så han skal selvfølgelig lige vænne sig til den nye situation, så skal han nok blive pavestolt af lillesøster.



mandag den 19. september 2011

Jeg er her endnu

stadig med baby i maven! 10 dage over tid i dag...
Men heldigvis nåede vi da det bryllup, vi skulle til i weekenden. Håbede ellers en 13 timers fest ville sætte gang i veerne, men det gjorde den ikke.



Det var en rigtig god fest!

Her til morgen vågnede jeg op til nyheden om, jeg har vundet den fine Ball lampe hos Malene. Sikke heldig man kan være!

mandag den 1. august 2011

Sommerhus, Zoo, elefantstof og give-away!

Hjemme igen efter en weekendtur i sommerhus.
Lørdag var vi i Aalborg Zoo. Lige noget for Silas med alle de dyr! Han var ret optaget af, at aberne havde av i numsen :-)

Da vi kom hjem, var dette fiiine elefantstof i postkassen. Jeg havde købt det på nettet inden vi tog afsted. Endelig lykkes det. Desværre er der ikke så meget, så det skal bruges med omhu.


HUSK min give-away. Jeg trækker vinderen i aften!

onsdag den 27. juli 2011

Ferie i Skagen

I dag er vi kommet hjem efter et par dejlige dage i Skagen.
Lader billederne tale for sig selv...