søndag den 30. april 2017

Weekenden

Vores weekend har stået på børn. Vores skiftedag er fredag (dog kom mine børn hjem torsdags i denne uge). Fredagens rutiner er ret faste dvs. det er mor der henter / far der henter, aftensmad, Disney/filmhygge og slik og derefter lidt iPad tid. Helst ikke flere planer eller gæster. Sådan er det hver anden fredag her i huset. Med vores sammenbragte børn er det yderst vigtigt, der er kendte rutiner, når de kommer hjem. Det tager altid en dags tid at falde til. Derfor er der ofte også mange konflikter den første dag, da alle lige skal finde ud af at omstille sig. 

Nu har vores børn kendt hinanden i over et år, men det er stadig svært. Det bliver det nok ved med. Så selvom billederne ser hyggelige ud, er det virkelig udfordrende at leve i en sammenbragt familie. Men mere om det en anden gang... 

Lørdag havde alle 3 børn venner på besøg. Så pludselig var vi 6 børn og 2 voksne omkring det lille bålfad til pizza, pølser og skumfiduser. Trampolinen blev også brugt flittigt den dag.  

 I morges kørte vi til stranden med morgenmaden. Det var ret kold og blæsende selvom solen var fremme. Vi fik fundet en posefuld fine skaller til vores insekthotel (mere om det i løbet af ugen)



På hjemturen var vi forbi Børnenes Jord og Street Food, hvor vi indtog frokosten med svigerforældrene. 

mandag den 24. april 2017

Hverdag og savn

Hver anden uge bor mine børn hos deres far. Sådan en uge er det i denne her uge. Jeg savner dem hver eneste dag, de ikke er her. Savner at blive vækket af Filuca, der kommer listende ned at trappen for at lægge sig i smørhullet, mens hun hvisker "Er det godmorgen-tid nu mor?". Savner Silas som stadig har brug for mor-krammere efter en lang dag i skolen. Savner at hente to glade børn fra skole. Savner at høre dem fortælle om dagens oplevelser over aftensmaden. Savner at putte med dem. Savner at de bare er her. Men heldigvis giver det også en god rum tid til at lade op, inden de kommer hjem igen om fredagen. Plejer at sige jeg som skilsmissemor får det bedste af begge verden; en uge som 100% forælder og en uge med 100% kærestetosomhed. 
Den ekstra fritid hver anden ugen bruger jeg ofte i køkkenet. Nogle gange på at forberede lidt til fryseren. Nogle gange bliver det pølsehorn til madpakkerne andre gange gryderetter. I dag har jeg lavet en kande suuur juice. Smager fantastisk i et glas iskoldt danskvand. 



søndag den 23. april 2017

40% på Soft Gallery



For et par uger siden så jeg denne fine sommerkjole fra Soft Gallerys nye kollektion. Tænkte den vil se så fin ud på Filuca med hendes kommende sommerbrune arme og ben. Men avs, 400 kr. Det er lidt mere end min pædagogløn har lyst til at betale for en sommerkjole til en 5-årig. Den anden aften sad jeg så og kiggede lidt på Instagram og faldt over denne shop, som havde 40% på bl.a. alt Soft Gallery. Har lige tjekket og i skrivende øjeblik gælder tilbuddet stadig. Kjolen her er dog udsolgt, men der er stadig masser af lækre styles tilbage.

I onsdags og torsdags have Lille Figaro 25% på hele shoppen, så der også flyttet lidt nyt Levi's ind i Silas' klædeskab. 


torsdag den 20. april 2017

Dukkemor og dukkebarn

Se lige min søde dejlige dukkemor med sit dukkebarn i matchende leggings. Hun er vild med det. "Mor, kan du ikke også sy bluser til os?" Bluser er noget jeg aldrig har givet mig i kast med. Strækstof og halskant virker helt uoverskueligt synes jeg. Men måske må jeg give det et forsøg en dag... 




mandag den 17. april 2017

Vores påskeferie

Gæk gæk gæk - påsken den er væk!
Så fløj den påskeferie da lige forbi. Men hvor har den været dejlig og tiltrængt for os alle sammen. Vi har haft mange planer om ture ud af huset, men vejret "tvang" os til at blive indendøre. Det har nu også været dejligt, for vi har simpelthen bare hygget os. 


Vi har pustet æg og malet dem.


Meget koncentreret Filuca. Bemærk fingrene :-) 


Vi har nydt lækker mad. Her hjemmelavet pizza på pizzastenen. 


Lidt tid ved symaskinen er det også blevet til.


I går havde vi venner på besøg til samskudstapas og spilhygge. 







Loppefundet

Sidste år var vi så heldige at finde denne fine Wegner Y-stol på et loppemarked til den fantastiske pris af 500 kroner! 
Nu er den blevet slebet og slebet og slebet lidt mere. Derefter malet og fået nyt flet.
Den må være hidtil mit bedste loppefund. Mit næstbedste loppefund er ungernes gamle Junoseng (første udgave), som jeg var så heldig at finde til 1200 kroner. 






fredag den 14. april 2017

Så er jeg tilbage!

Nu er jeg tilbage i blogland!
Der er sker rigtigt meget siden jeg sidst har blogget for næsten 1,5 år siden. Vi er blandt andet flyttet i nyt hus. Men mere om det en anden gang...

Filuca og Silas har derfor fået hvert sit værelse. Det kræver selvfølgelig ny indretning. Har brygget lidt på en dukkegarderobe og den blev sat op i dag.
Filuca er den bedste dukkemor, man kan tænke sig. Hun elsker at klæde dukkerne fint på. I julegave fik hun en hjemmesyet pusletaske med fint Liberty dukketøj, små hjemmesko, bleer, hagesmække osv. Af og til bliver der tilføjet lidt nyt til dukkegarderoben. Filuca er vild med at have matchende tøj med sin dukke. Jeg har stof liggende til fine leggings til både hende og dukke, mon ikke der bliver lidt sytid her i påskeferien?







Dukkehuen er lavet efter Elsebeths Gynthers mønster, det er blot formindsket. Ørerne fandt jeg inspiration til hos @clarahagen på Instagram.